Ønsker du at øge din synlighed i de organiske søgeresultater, må du ikke glemme en af de mest oversete faktorer for en hjemmesides søgemaskineoptimering; User Experience.
Det er alfa omega for din succes på de organiske søgeresultater, at din hjemmesides brugervenlighed er i top. Desværre er det dog ofte, at jeg i mit daglige virke indenfor konsulentbranchen ser eksempelvis webshops, der slet ikke er opbygget med brugervenlighed for øje – og det skader ikke kun konverteringsraten, men i høj grad også hele hjemmesidens muligheder for at gøre sig gældende i topplaceringerne.
Tænk på Google som enhver anden besøgende
Topplaceringer hos Google er med årene blevet svære og svære at opnå. Engang var det mere end rigeligt at skrive sit target keyword så mange gange som muligt på sit website og bestille flere hundrede links fra den anden side af kloden. I dag er virkeligheden dog en helt anden takket være Google’s endeløse opdateringer af søgemaskinens algoritmer.
Mange virksomheder lever stadig i en tro om, at hjemmesiden og dens indhold skal målrettes søgemaskinerne – og det er på sin vis også rigtigt, hvis altså der sættes et lighedstegn mellem søgemaskinerne og dine besøgende.
Hvis ikke dine besøgende finder de ønskede svar eller får stillet sine behov på dit website, så vil de i lynets hast springe tilbage til søgeresultaterne og finde et alternativ. Det samme vil ske, hvis dine besøgende i ren arrighed hopper ud af din hjemmeside, fordi der ikke er en nem og let tilgængelig struktur.
Det er ikke optimalt i Google’s øjne, som lever af at servere gode og brugbare søgeresultater til deres brugere.
Disse 3 faktorer bør du optimere på din hjemmeside
Jeg har herunder listet de 3 faktorer, som jeg oftest oplever, danske hjemmesideejere glemmer at optimere med UX og søgemaskineoptimering in mente.
Strukturen på din hjemmeside
Selvom det kan lyde enkelt, så er strukturen på din hjemmeside et af omdrejningspunkterne for, om hvorvidt dine besøgende (og dermed også Google) er positivt indstillet overfor din hjemmeside.
Er det svært at navigere rundt på siden, og er det samtidig en udfordring for dine besøgende at finde frem til dén underside, de efterspørger, så vil et alternativt søgeresultat blive valgt.
Den rette struktur kan for dig som webmaster være svær at gennemskue, da du højst sandsynligt har stirret dig blind på hjemmesiden. Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til dette, når jeg i en længere tidsperiode arbejder intenst med den samme case. Derfor er det en god idé at rådføre sig hos venner eller kollegaer, som kan kigge på hjemmesiden med friske øjne.
Jeg vil også anbefale at tegne hjemmeside strukturen op – at se denne visuelt illustreret, har været til stor gavn for mig og de cases, jeg har arbejdet med. Jeg bruger på nuværende tidspunkt en app ved navn SimpleMind Lite – et godt gammeldags A4-ark og en spids blyant kan dog også klare ærterne.
Din sides hastighed
Hastigheden har utroligt meget at sige for, om dine besøgende (og Google – den røde tråd er så småt begyndt at vise sig) ønsker at benytte sig af din hjemmeside, eller om en af de andre søgeresultater skal have chancen i stedet.
Hastighed på hjemmesider har endvidere længe været en kendt ranking faktor hos Google. Det siger næsten også sig selv; hvis du skal vente i 30 sekunder på, at en enkelt underside loades, så var du højst sandsynligt allerede hoppet væk fra siden efter de første 5 sekunder. Google ønsker ikke at vise langsomme hjemmesider i søgeresultaterne, da det skader brugeroplevelsen.

Der kan være tekniske udfordringer forbundet med optimering af din sides hastighed, hvorfor jeg her vil anbefale dig at hive fat i et webbureau, som kan guide dig igennem de væsentligste hastighedsoptimeringer.
Indholdet på din hjemmeside
Tyndt indhold er desværre ofte set på nettet, og lur mig om ikke de fleste af os webmasters en sjældent gang eller to har opsat en produkt- eller kategoriside med noget hurtigt “pladder tekst”.
Vi snyder dog kun os selv, for tyndt indhold er ikke med til at højne brugervenligheden på din hjemmeside. Dit indhold skal være så godt, at dine besøgende forbliver på dit website og får reel værdi, eftersom det til gengæld vil blive belønnet af Google.
Grunden til at du (ligesom for 10 år siden) bruger Google den dag i dag, er fordi det er dér, du finder de absolut bedste søgeresultater. Derfor skal du hver dag arbejde hen imod at gør din hjemmeside til en af de topklasse søgeresultater, der netop skaber grobund for Googles eksistens.
Glade brugere giver gode placeringer – eller, næsten…
Selvom det kunne være fantastisk, hvis ovenstående var tilfældet, så er der naturligvis mange andre væsentlige faktorer, der spiller ind, når en hjemmeside skal optimeres mod de sjove placeringer.
Ønsker du at blive dygtigere til SEO, så er det bl.a. noget af det, jeg til dagligt bruger oceaner af tid på at blogge om. Du kan eksempelvis læse min guide til søgemaskineoptimering her, hvor jeg kommer ind på nogle af de andre faktorer, du også skal have styr på, for at kunne krones som kongen af søgeresultaterne i din branche.
Om forfatteren af indlægget, Micky Weis
Micky Weis har arbejdet med SEO, Facebook og Content igennem de sidste 8 år. Som digital konsulent har Micky haft fingeren med i et hav af start-ups og mellemstore virksomheder bl.a. Youtube successen SlikhaarTV.
Senest har Micky fungeret som CMO i Firtal Web A/S, hvor han har påtaget sig rollen som digital chef for 8 forskellige webshops.
I dag ejer Micky konsulentfirmaet Weisio ApS, der varetager det meste af onlinepaletten for en lang række danske og udenlandske virksomheder. Den resterende tid bruger han på at vejlede over 5.000 månedlige læsere på hans blog Mickyweis.com.