Lavpraktiske SEO-tips til kommende webshops

Tips & tricks | 4 minutters læsning

Af Erik Holflod Jeppesen – Founder, Grafikr A/S

18. januar, 2018
seo

Du har netop besluttet dig for at etablere en webshop. Du har en forretningsplan eller i hvert fald en strategi. Du har produkterne. Du er måske endda ved at få designet en helt unik shop. Men du er flere gange stødt på det der SEO (søgemaskineoptimering). Faktisk er det et helt perfekt tidspunkt for dig at begynde at se lidt nærmere på det. For det er alfa og omega for din kommende indtjening. Og det tager tid at bygge op på en sund måde. Så begynd fra starten.

Her i indlægget giver vi dig nogle lavpraktiske SEO-tips, der er lige til at gå i gang med, så du kan bygge et godt fundament for en måske kommende levevej, hvis det er ambitionen. SEO er i hvert fald det, der gør, at du bliver synlig i søgeresultaterne, når folk søger efter dine produkter.

Hav en sund url-struktur, der giver mening

Når Google kigger forbi din hjemmeside en gang imellem for at se på den og derefter give den en placering i forhold til dine konkurrenter, starter den fra oven med din url (hjemmesideadresse). Du vil måske have flere sider i din webshop, hvor du tilbyder noget forskelligt. Disse undersider skal gerne hedde det samme som det, der står angivet i den pågældende url.
Eks. Du har en hjemmeside, der hedder www.toms-sko.dk. Du vil gerne sælge damesko, herresko og børnesko. Derfor bør din url til undersiden damesko hedde fx www.toms-sko.dk/damesko. På den måde fortæller du Google, hvad den kan finde på din side. Og er der noget andet på siden end det, der står i url’en, giver du et dårligt førstehåndsindtryk.

Udfyld dine title tags og meta descriptions

Når du søger på Google efter et produkt, får du en masse hits frem. Her kan du se nogle beskrivelser. Det øverste, som også er angivet øverst i din browser, er et title tag. Nedenunder har du en meta description. Disse hjælper Google med at se, hvad der er på din side. Kort fortalt går SEO ud på at hjælpe Google med at finde hoved og hale i din webshop. Den shop med de samme produkter, der giver den bedste brugeroplevelse, napper med stor sandsynlighed den bedste placering på side 1. Title tags må fylde op til 70 karakterer, mens meta descriptions må fylde op mod 325 karakterer. Beskriv så fyldestgørende som muligt, så folk får lyst til at klikke sig ind på din shop. Det skal du gøre på samtlige af dine sider.

Husk h-tags

H-tags lyder måske kryptisk. Men det er et lille stykke kode i dine over- og underoverskrifter, som Google godt kan lide. Når du skriver tekster til din webshop, skal den øverste overskrift have et h1-tag, mens den næste har et h2-tag. I en tekst på ca. 500 ord kan du dele din tekst op i 3-4 afsnit med hvert deres tag. Alle CMS og shops har disse h-tags, således at du kan hjælpe Google godt på vej. Google har nemlig kun et vist crawl budget, som det så fint hedder. Altså et begrænset tidsrum til at se din shop an. H-tags er den første tekst, den læser – så sørg for, at hvert et ord tæller.

Lav en grundig søgeordsanalyse

En søgeordsanalyse er til for at redegøre for de ord, du gerne vil findes på. Tager vi igen www.toms-sko.dk, der sælger damesko, vil han måske gerne findes på “damesko”. Da det er et søgeord med høj konkurrence, vil man gå ind at se på, om der er for stor konkurrence, og om man bør se efter nogle mere specifikke søgeord som fx “røde damesko str. 39”.
Det er vigtigt at lave denne analyse af dine foretrukne søgeord for at vide hvor stor en indsats, der skal lægges for at opnå stærke placeringer på dem. Få endelig nogle til at hjælpe dig med det, hvis du ikke kender til søgeord og analyse af søgeordsvolumen.

Gode tekster, der sælger

Betragt dine tekster som sælgeren i en butik. Det er dem, der skal sælge. Beskriv dem så godt, du kan. Men brug ikke unødige fyldord, der ikke skaber værdi for målgruppen. Teksterne er en forudsætning for, at der kommer gang i butikken. Er der ikke nogen bevingede ord, der skaber begejstring hos dine potentielle kunder, svarer det til at gå ind i en tom butik.
Er du ikke selv ferm på tasterne og forstår at trylle med ord, er der heldigvis folk, der kan. Har du tekster, der er fyldt med fejl, kan de have en negativ effekt på dine kunder. De finder dig måske ikke troværdig og pålidelig og hopper over til konkurrentens shop. I TEXTA holder vi af duften af sprogblomster og kan hjælpe dig med at skrive gode SEO-tekster, der sælger.
Husk, at dine tekster skal indeholde dine søgeord. Det er ikke en eksakt videnskab, hvor mange gange et søgeord skal forekomme. Så længe det giver mening og forekommer naturligt. Men et godt pejlemærke er 4-5 gange i en tekst på 500 ord.

Brug unikke billeder og alt-text

Du har en masse produkter, du gerne vil sælge i din shop. Dem skal du gerne have nogle flotte, professionelle billeder af. Er de uskarpe og ser useriøse ud, vælger de nok ikke at købe i din shop, hvis de finder det mistænksomt. Og så skal dine billeder ikke fylde mere end 100 kb per billede. Du må aldrig bare tage billeder fra Google. Der kan være copyright på dem. I stedet kan du gøre brug af stockbilleder, som du frit kan anvende. Grafikr har skrevet en guide over 10 hjemmesider, hvor du kan hente stockbilleder.
Yderligere skal du huske at angive en alt-text, som er en beskrivelse af, hvad der er på billedet. Google er stadig ikke 100-meter mester i at læse billeder. Hjælp dem på vej ved at fortælle, hvad der er på billedet. Denne alt-text har helt sikkert en plads i dit shopsystem, hvor du uploader billeder.

 

Link til dig selv

Det sidste råd er nok det nemmeste og et af dem, der virkelig giver stor værdi. Lav interne links. Altså links til dine egne produkter og sider. F.eks. kan du linke fra forsiden til din kontaktside. Eller fra “herresko” til “damesko”. Men også mellem dine produkter. Brug det ikke overdrevet, men sørg for at linke fra ikke-kommercielle sider til de sider, du gerne vil have til at ranke højest.

 

Må jeg sende mit næste blogindlæg til dig? 🎉

Indtast din e-mail herunder og vær den første til at få besked, næste gang vi skriver et nyt blogindlæg om Shopify eller e-handel
shopify logo

 

 

 

Her er dine SEO-take aways

  • Sund url-struktur.
  • Title tags og meta descriptions.
  • H-tags.
  • Søgeordsanalyse.
  • Gode tekster.
  • Unikke billeder og alt-text.
  • Interne links.

Erik Holflod Jeppesen

Erik er partner og medstifter af Grafikr A/S. Erik er ansvarlig for den daglige projektledelse, hvor han bl.a. rådgiver kunden undervejs samt drifter igangværende design- og udviklingsprojekter, så kundens idé ender med et succesfuld resultat. Erik holder også et vågent øje med tiden for at sikre, at deadlines bliver overholdt.