Ole Mathiesen
Godnatlæsning for e-commercere: Ole Mathiesens digitale eventyr
Kunde
Ole Mathiesen
Platform
Shopify Plus
Lanceret
2022
Branche
Lifestyle
Markeder
2 marked
“Det er kun mig, der sidder med hjemmesiden, og derfor var det vigtigt for mig at have en fast månedlig aftale med Grafikr. Jeg kan altid kan hive fat i dem, når jeg har brug for hjælp. Og det er virkelig fedt, jeg har nogen, der sidder klar til at rykke hurtigt. I min optik er det super vigtigt, man ikke bare slutter samarbejdet, når hjemmesiden går i luften, for arbejdet slutter jo ikke der. De penge er bare så godt givet ud. Særligt, hvis du sidder i en virksomhed uden noget kæmpe e-commerce-team, er det guld værd at kunne få sparring og hjælp.”
Anne-Louise Bugge
E-commerce & SoMe Manager hos Ole Mathiesen
Udfordringen
Ole Mathiesen ved, hvad de laver. Både i deres egen produktion af ure såvel som i deres livslange samarbejder med nogle af verdens dygtigste (og mest eksklusive) urmagere.
… Og med benhårdt fokus på urdelen, var hjemmesiden måske røget lige rigeligt langt ned på prioritetslisten.
For da Anne-Louise Bugge startede i virksomheden for 2 års tid siden, stod hjemmesiden bestemt ikke på mål for den kvalitet og eksklusivitet, Ole Mathiesen står for.
Og det er her, vores eventyr begynder.
Jo, vi synes godt, vi kan kalde det for et eventyr. Ole Mathiesen har nemlig cirka samme dragende effekt som et velorkestreret eventyr.
Det eneste, der mangler, er faktisk et par prinser og prinsesser.
… Eller. De mangler faktisk ikke. For Ole Mathiesen er Kongelig Hofleverandører.
Nå. Nok “noget-om-noget”-snak.
Er du klar til et digitalt eventyr om analoge ure?
Der var engang… En hjemmeside, der nok ikke var den skønneste i landet her
Der var sket det samme hos Ole Mathiesen, som der sker hos rigtig, rigtig mange virksomheder.
De havde fokuseret på andre (bestemt også vigtige) opgaver.
Og i mellemtiden havde tiden overhalet dem. Hvilket betød, de stod tilbage med en hjemmeside, der primært bestod af forældede elementer og lappeløsninger.
“Før jeg startede, var der ikke nogen, der sad med ansvaret for e-commerce. Så det, jeg blev mødt med, var en lidt rodet og outdatet WordPress-side. Det var bare blevet virkelig gammelt at se på – og så var det langt fra brugervenligt for os at arbejde med og i”.
– Anne-Louise Bugge, E-commerce og SoMe Manager hos Ole Mathiesen.
Så da Anne-Louise tog over på e-commerce-delen, skulle der heldigvis ikke meget overtalelse til, før resten af virksomheden var med på, at det var på tide med en frisk start.
Det lyder jo som starten på et hvert smukt eventyr.
… Men det ville jo ikke være noget rigtigt eventyr uden et par trolde og udfordringer på vejen, vel?
Koncept og løsning
Leth’ske benspænd og en trefold af udfordringer
Et eventyr, i hvert fald de gammeldaws af slagsen, er bygget op om en forudbestemt struktur– og sådan en kan man også sige, vi havde.
For Ole Mathiesen havde, ligesom i deres tilgang til ure, en klar idé om funktionalitet og det visuelle udtryk.
Med fed streg under sidstnævnte.
“Vores CEO, Christian Mathiesen, er uddannet arkitekt. Og han havde en stram og klar holdning til hvordan hjemmesiden skulle se ud. Så før, vi gik i gang, havde han allerede lavet en ramme for, hvordan designet skulle se ud – og det har givet både fordele og ulemper. Vi har selvfølgelig været lydhøre overfor Grafikr i forhold til brugervenligheden, men jeg tror da, det har givet dem et lille benspænd i processen”.
– Anne-Louise Bugge, E-commerce og SoMe Manager hos Ole Mathiesen
Det er sjældent, vores samarbejdspartnere ligefrem er ligeglade med designet af deres hjemmeside.
Men det er nu heller ikke hver dag, de selv har taget teten på hele det grafiske udtryk.
“Der var tillid fra starten af samarbejdet, og det var smooth sailing fra dag ét. Vi brugte et møde på at afklare, om de kunne løse de udfordringer, vi stod med – og det kunne de jo. Det gav også noget tryghed at vide, de ikke ville tage opgaven ind, hvis ikke de kunne løse den”.
– Anne-Louise Bugge, E-commerce og SoMe Manager hos Ole Mathiesen
Vi er egentlig 100% enige i, at det var smooth sailing – men det betyder ikke, at opgaven ikke bød på et par udfordringer. Eller tre.
Intet eventyr uden 3 prøvelser
1) Vi drukner i rod
Da vi første gang fik fingrene i Ole Mathiesens hjemmeside, havde vi nok samme ansigtsudtryk som Lene Beier, når hun slår dørene op til et rodet hjem.
Lappeløsningerne stod i kø og støvet havde samlet sig i alle hjørner.
Så i flytningen fra WordPress til Shopify smed vi fløjlshandskerne og gjorde rent bord, så Ole Mathiesen kunne starte på en frisk.
2) Brugervenlighed vs. visuelt udtryk
Vi skulle bevare så meget af det ønskede visuelle udtryk som muligt – uden at gå på kompromis med brugervenligheden.
Heldigvis var teamet hos Ole Mathiesen ikke lige så firkantede som deres urkasser, og sammen fandt vi hurtigt og gnidningsfrit løsninger, der fik alle parter til at klappe i hænderne.
3) Hvad skal vi lige måle på her?
Olemathiesen.dk er tilknytte til deres fysiske butik. Det vil sige, at sidstnævnte ikke er en webshop, hvor du kan foretage et køb.
Så da vi skulle finde noget at måle på, måtte vi tænke ud af urkassen.
“Jeg var fortaler for, at der skulle kunne ske en konvertering. Det er fedt for mig i mit arbejde at have noget målbart. Så det, vi måler på hjemmesiden, er antal bookinger af vores ure til vores showroom”.
– Anne-Louise Bugge, E-commerce og SoMe Manager hos Ole Mathiesen
Det er måske ikke helt traditionelt – men det virker.
Og det kommer vi til nu.
Resultatet
Når vi ser på det samlede før- og efterbillede, er både vi og Anne-Louise enige om, hvad der er særligt værd at fremhæve:
1) Øget brugervenlighed
“Førhen skulle vi kontakte vores daværende bureau, hver eneste gang, der skulle laves den mindste ændring – og det kunne altså godt tage lidt tid. I dag kan jeg sidde med langt det meste selv”.
– Anne-Louise Bugge, E-commerce og SoMe Manager hos Ole Mathiesen
2) Flere henvendelser
“I dag kommer der langt flere forbi for at kigge på ure i vores butik, end vi tidligere har oplevet. Det er dog ikke alle, der kommer, fordi de har booket tid på hjemmesiden, men mange kommer ind og viser et bestemt ur, de har set på siden – så der er helt sikkert sket noget”.
– Anne-Louise Bugge, E-commerce og SoMe Manager hos Ole Mathiesen
3) Et visuelt design, der rummer og afspejler brandet
“En hjemmeside er dit visitkort, og det er bare så vigtigt, det spiller. Der sker rigtig meget i vores branche lige nu, så det er virkelig afgørende, at både butik og hjemmeside spiller sammen og skiller sig ud”.
– Anne-Louise Bugge, E-commerce og SoMe Manager hos Ole Mathiesen
Men helt ærligt, vi synes, før- og efterbillederne taler for sig selv.
De fleste eventyr slutter med et “og de levede lykkeligt til deres dages ende”
Det gør det her bare ikke.
For eventyret mellem os og Ole Mathiesen er (heldigvis!) ikke slut endnu.
Holdet der tog idéen til virkelighed
Næste case study
ARKK Copenhagen